Navne- og adressebeskyttelse ved bestilling
Har du navne- og adressebeskyttelse i CPR-registret, kan du p.t. ikke gennemføre en domænebestilling hos Netsite. Her forklarer vi hvorfor, og hvilke muligheder du har i mellemtiden.
Hvorfor kan jeg ikke gennemføre bestillingen?
Hos Netsite er det os, der gennemfører ID-kontrollen, når du bestiller et domæne, og den sker med MitID. Dit navn og din adresse hentes automatisk fra MitID som en del af kontrollen. Har du navne- og adressebeskyttelse, kan MitID ikke udlevere de oplysninger til os, og så mangler vi de registrantoplysninger, vi er forpligtet til at registrere. Derfor kan bestillingen ikke gennemføres.
Kravet følger af bekendtgørelse nr. 653 af 4. juni 2025 om validering, verifikation og udlevering af domænenavnsregistreringsdata, som er en del af NIS 2-lovgivningen.
Det gælder alle domæner, ikke kun .dk. Vi skal verificere identiteten for alle de domæner, vi sælger (bl.a. .com, .net og .org).
Kan Punktum dk ikke lave ID-kontrollen i stedet?
Nej. Hos Netsite gennemføres ID-kontrollen med MitID som en del af bestillingen, og vi er afhængige af de oplysninger, MitID udleverer. Verifikationskravet ligger hos os som forhandler. Selv hvis Punktum dk i enkelte tilfælde kræver sin egen ID-kontrol, kan den ikke træde i stedet for MitID i bestillingen.
Hvorfor er der ikke en manuel løsning endnu?
En manuel verifikation ville betyde, at vi skulle kunne modtage og opbevare kopi af pas eller andet ID. Det ville ikke gælde i alle tilfælde, for verifikation bygger på en risikovurdering, men vi ville være nødt til at have et system klar, der kan håndtere ID-dokumenter, hvis en vurdering kræver det. Det vil vi helst undgå. Det er dine følsomme personoplysninger, der står på spil, og vi har ikke lyst til at indsamle og opbevare den slags dokumenter.
Samtidig er kravene til verifikation meget omfattende sammenlignet med, hvad et domæne koster. Set i forhold til arbejdsbyrden er der ingen fortjeneste på et domæne, og en tung manuel proces hænger derfor ikke sammen for os. Derfor satser vi på en smidig løsning som MitID, der både er sikker for dig og holdbar for os.
Vi leder efter en forsvarlig løsning, der ikke kræver, at du sender ID-dokumenter, og vi tager gerne imod input og idéer til, hvordan det løses bedst.
Hvad kan du gøre i mellemtiden?
Indtil vi har en løsning klar, er der et par veje, du kan overveje.
Bestil gennem en virksomhed
Navne- og adressebeskyttelse i CPR-registret gælder personer, ikke virksomheder. Har du (eller kan du bruge) dit eget CVR-nummer, kan du bestille domænet som erhvervskunde og bekræfte med MitID Erhverv. Så registreres domænet på virksomheden, og beskyttelsen af dine private oplysninger berøres ikke.
Midlertidig ophævelse af beskyttelsen
Vi anbefaler det ikke
Nogle kunder ophæver midlertidigt deres navne- og adressebeskyttelse, gennemfører bestillingen og slår beskyttelsen til igen bagefter. Vi anbefaler ikke denne fremgangsmåde, men nævner den, fordi vi har set kunder gøre det. Vælger du den, er det på eget ansvar.
Skriv til os
Er du berørt af det her, må du meget gerne skrive til os på netsite@netsite.dk. Så kender vi til din interesse, og har du forslag til, hvordan vi bedst løser det, hører vi gerne fra dig. Vi giver dig besked, når vi har en løsning klar.