Læsekvitteringer i e-mail
En læsekvittering er en anmodning om at få besked, når modtageren åbner din e-mail. Når du sender anmodningen, er det dog modtagerens e-mailprogram, der afgør, om en kvittering bliver sendt.
Læsekvitteringer er ikke pålidelige
En læsekvittering er kun en anmodning, ikke en garanti. Modtagerens e-mailprogram kan sende kvitteringen, spørge modtageren, om den skal sendes, eller helt ignorere anmodningen.
Mange e-mailprogrammer understøtter slet ikke læsekvitteringer. Almindelige Gmail-konti understøtter dem heller ikke.
Selv når en kvittering kommer retur, betyder den kun, at e-mailen blev vist eller åbnet, ikke at modtageren faktisk har læst den. En læsekvittering kan derfor ikke bruges som dokumentation for, at e-mailen er leveret eller læst.
Læsekvitteringer bygger på en åben standard (MDN, beskrevet i RFC 8098), men e-mailprogrammer håndterer anmodningen forskelligt.
Læsekvittering i webmail og e-mailprogrammer
Vores webmail har ikke en indbygget mulighed for at anmode om en læsekvittering. Nogle e-mailprogrammer på computeren (f.eks. Outlook og Thunderbird) giver dig mulighed for det.
Det ændrer ikke på, at modtagerens e-mailprogram og valg afgør, om der kommer en kvittering tilbage.
Hvad kan du gøre i stedet?
Hvis en e-mail er vigtig, kan du bede modtageren om at svare kort. På den måde får du en direkte bekræftelse, hvis modtageren vælger at svare.