Ændring af navneservere
Vi oplever af og til, at vores kunders domæner får ændret navneservere væk fra vores. Dette sker typisk i forbindelse med lanceringen af en ny hjemmeside. Desværre oplever vi også, at udvikleren af den nye hjemmeside ikke altid er opmærksom på, at du bruger e-mail gennem os.
Når navneserverne ændres uden at tage hensyn til din eksisterende e-mail-løsning, kan det betyde, at din e-mail holder op med at fungere. Du mister adgangen til gamle mails, og funktioner såsom webmail kan pludselig se anderledes ud eller virke på en anden måde end du er vant til.
Anbefalet
Vi anbefaler derfor altid, at du sørger for, at den ansvarlige udvikler tager hensyn til din e-mail-løsning, før ændring af domænets navneservere bliver gennemført.
Du kan sagtens beholde Netsite som udbyder af din e-mail, selvom din hjemmeside skal placeres et andet sted. I mange tilfælde kan vi faktisk også tilbyde hosting af din nye hjemmeside hos os, så du undgår at dele tingene op. Hvis du eller din udvikler har spørgsmål eller behov for afklaring, er I meget velkomne til at kontakte os direkte.
Når du flytter navneserverne væk fra os, flytter du samtidig din DNS-opsætning til den nye udbyder. Det betyder, at du ikke har brug for DNS service hos Netsite for at have dit domæne her. Domæneregistrering og DNS-opsætning er to adskilte ting.
Hvordan ændrer jeg navneservere for et domæne?
Log på https://netsite.app
Klik på Domæner i menuen til venstre, og klik på det domæne du vil ændre navneservere for.
I kortet Information om navneservere (til højre) klikker du på Skift navneservere.
I feltet Enkelt NS indtaster du en af de nye navneservere. Systemet finder automatisk de resterende. Følg derefter guidens trin.
Husk DNSSEC efter skiftet
DNSSEC bliver automatisk slået fra for domænet, når du ændrer navneserverne. Vi anbefaler, at du slår DNSSEC til igen så hurtigt som muligt. DNSSEC beskytter mod, at nogen forfalsker DNS-svar for dit domæne, så besøgende og e-mail ikke kan omdirigeres uden din viden.
Det kræver ikke DNS service hos Netsite. DNSSEC fungerer med enhver DNS-udbyder, der understøtter det (f.eks. Cloudflare eller Vercel). Din DNS-udbyder signerer DNS-posterne, og vi sørger som registrator for at registrere DS-posten hos registreringsenheden.
Se guiden til DNSSEC med eksterne navneservere for de konkrete trin.
Bemærk
Domænet skal være konfigureret på de nye navneservere, før ændringen her kan implementeres. Derudover kan der gå 24 timer, før ændring af navneservere opdages rundt omkring på nettet. Du kan bruge vores DNS-opslag til at tjekke om ændringerne er slået igennem.